Det største problem i enhver løsningsorienteret kontekst er, at vi ikke er enige om hvad “problemet” er. Så identificér problemet, og øg dine chancer for succes.
Jeg faldt for nyligt over ovenstående citat fra Søren Nielsen, som er grundlægger og konsulent hos innovationsvirksomheden ”Esenne”, som lever af at vejlede andre i innovationsprocesser, fra idé til produkt. Citatet faldt efter en nylig overstået seance hos Børsen, hvor bl.a. erhvervsminister Brian Mikkelsen var til stede. Arrangementet handlede om dataetik og moral og hvordan man bruger dataindsamling – og netop citatet: ”Det største problem i enhver løsningsorienteret kontekst er, at vi ikke er enige om hvad problemet er” vidner om at det evindelige problem først skal identificeres, før man kan komme med en konkret løsning. Citatet, synes jeg, er et glimrende og allestedsnærværende bud, på hvordan håndteringen af problemsøgning og problemløsning finder vej i alle mulige og umulige sammenhænge i øjeblikket.
Men grunden til, at jeg netop sætter fokus på dette citat her på bloggen, er at meta-indholdet af citatet, nemlig søgen efter et problem der skal løses, kan overføres direkte til min egen hverdag som lærer i den danske folkeskole. Elevernes sprog for problemer og problemløsninger er ikke altid det samme som min (læreren), for det abstraktionsniveau der ligger i ordet problemformulering, som vi kender det fra et højere læringsniveau, er som udgangspunkt for ukonkret for en folkeskoleelev, hvis denne ikke er stilladseret.
Til den udenforstående, så vil jeg gerne knytte et par ord til begrebet stilladsering. Begrebet stammer fra 1970erne hvor socialkonstruktivisten Jerome Bruner, stærk inspireret af Lev Vygotskij, sætter rammerne for læringsstilladsering. I stil med bygningsstilladset, så bygges der et stillads op, før man kan bygge huset. Jo højere stillads, desto højere hus – hvis fundamentet ellers kan holde til det. I overført betydning, kan man sige stilladsering virker på samme måde for elevens læring – og derfor er begrebet de facto-begrebet for hvordan vi tilretter undervisningen for den enkelte elev, så der kan bygges oven på den allerede eksisterende viden de har.
Hvad er problemet så?
Når vi så taler om innovation i folkeskolen, så kan ikke blot sige til eleverne at de skal være innovative, hvis de ikke har kendskab til hvad det vil sige at være innovativ, ej heller hvis de ikke har de rette værktøjer til at være innovativ. Det lyder banalt, men det er netop det som er en af de største udfordringer.
Udfordringerne ved at arbejde med innovation, designprocesser, problemsøgning, problemløsning osv. med elever, er først og fremmest at eleverne ikke kan se at der skal være et problem at løse, da deres forståelse for et problem ikke er den samme som eksempelvis sidemandens forståelse, eller lærerens. Når jeg taler med folk fra den akademiske verden, er der ikke skyggen af tvivl når man taler om at der skal være en problemstilling, og hvad det indebærer – men når man taler med elever, så er der lige så mange fortolkninger af en problemstilling som der er elever. Det er altså først når man har en fælles forståelse for hvad et problem er, at man kan begynde at tale om at løse et problem.
Dette er blot et af de eksempler som udfordrer, ikke blot min, men formodentligt også alle andre i den danske folkeskole, personale og elever inkluderet. Den måske største udfordring ved at arbejde problemorienteret i folkeskolen, handler dog ikke om elevernes evne til at kunne arbejde på at løse et problem, men i virkeligheden at de mangler et sprog for effektivt at kunne arbejde problemorienteret. Jeg synes at elever mangler en fællesforståelse for begreber som problemstilling eller problemformulering, de mangler et fælles sprog for dataindsamling, empiri, analyse, iteration, design, innovation osv. ordlisten er lang.
Hvordan løses udfordringen?
Jeg tror ikke at der findes et quick-fix der kan løse denne udfordring, men et fordybelsesarbejde, hvor vi hele tiden reflekterer over vores måde at undervise på. Vi skal nemlig ikke være et skridt foran eleverne – vi skal så at sige, være et skridt foran vores egen undervisning, for vi skal på stedet kunne tage bestik af vores undervisningssituation og kunne ændre den derefter. Dette er der ikke noget odiøst i, det har alle lærere skulle gøre siden tidernes morgen – eller i hvert fald de sidste mange år. Forskellen ligger i, at der pt. ikke findes et undervisningsfag i ”udviklings- og designprocesser”, som klæder os på, så vi skal finde ud af alt selv og vi starter derfor ud på bagkant som undervisere i innovation og design- og udviklingsprocesser. Dette synes jeg er enormt spændende og udfordrende, men det er jeg overbevist om at ikke alle er.
En løsning på udfordringen kan være, at vi sammen med eleverne skal skabe en fælles forståelse for begreberne. Dette ændrer dog vores rolle fra at være lærer, til at være facilitator og elev på samme tid, sammen med eleverne. Hvis vi som folkeskole skal have en mulighed for at løfte nye fag som pålægges os, tror jeg, at det er vigtigt at vi indtager facilitator/elev positionen